Når du f.eks. hyrer et partyband, betaler du ikke bare for 4 timers livemusik, men for en brøkdel af musikernes instrumenter og udstyr, transport, adskillige timers øvning, øvelokale, musiktimer, management m.m..
På samme måde kan du betragte en håndværkers timepris som en brøkdel af et årelangt arbejde for dygtiggørelse inden for et givet fag, studier i korrekte procedurer, teknisk indsigt, tværfaglig knowhow og en vilje til, at bruge hårdttjent erfaring til at løse nye udfordringer, og så selvfølgelig solidt værktøj og materialer.
Oven i det, har man som selvstændig virksomhedsejer udgifter til forsikringer, drift og vedligeholdelse af bil og værksteds- og/eller lagerfaciliteter, administration, markedsføring, udvikling, planlægning og mange andre poster. Du betaler også for håndværkerens alsidighed og fleksibilitet i forbindelse med netop dine specifikke behov (ikke mindst tidsmæssige) og for, at den service du modtager i dag, også vil være til rådighed i morgen.
Med et 8-16 job kan mange slippe arbejdet til fyraften, og først tænke på det igen på vejen dertil den næste dag. Det er sjældent helt det samme som selvstændig, da der for det meste er uløste opgaver i nær fremtid, der skal planlægges og løses, varer der skal bestilles og betales, fakturaer der skal sendes, hvilke er opgaver, der ikke kan lade sig gøre, imens man er engageret hos en kunde.
Det, at udarbejde specialløsninger for kunder, er især noget, der holder hjernen aktiveret udenfor normal abejdstid. Specielt, når jeg har besøgt en kunde, for at besigtige omstændighederne med henblik på at fabrikere et specifikt produkt efter ønske, kredser tankerne omkring, hvordan opgaven bedst kan løses. Ofte, efter sådanne besøg, er radioen i bilen slukket og idéerne får frit løb.
Det elsker jeg! Det er en af de ting, jeg nyder allermest ved at være selvstændig – at jeg er ønsket til at hjælpe et andet menneske med at løse et problem, som synes uoverskueligt for vedkommende. Men bare fordi, jeg elsker det betyder det ikke, at jeg skal forventes, at gøre det gratis.
Vi ser på penge på forskellige måder – og jeg har fået alle tænkelige reaktioner, når jeg har meldt ud, hvad min timepris ligger på.
De fleste af mine kunder har erkendt, at det de beder mig om at udføre, enten er for svært, for tidskrævende, for kedeligt, for farligt eller simpelthen bare opgaver, der fjerner dem fra de områder, hvor de kan skabe størst værdi. Og det må koster jo, at få noget udført.
De erkendelser er virkelig gode grundlag for samarbejde, og ofte udvikler det sig til længerevarende relationer, fordi det som regel lykkes mig, (udover at løse det aktuelle problem) at skabe en tryg atmosfære, som fremmer tilliden imellem os. Med tilliden kommer åbenheden, hvilket i flere tilfælde har åbnet op for flere opgaver eller henvisninger til nye kunder.
I fantastiske mennesker, som jeg har mødt indtil nu og vil møde i den kommende tid, bekræfter min mission om at øge livskvalitet, hvorend jeg kan (hvilket også resulterer i at øge min egen) – og det er jeg dybt taknemmelig for!